Speedbandits - guf eller gift?

Kan du huske da Cult knaldede en eksotisk skønhed med utroligt flotte bryster op i samtlige busstoppesteder? Eller for mange år siden, da Carlsberg havde en lækker sild stående bag en dugget rude med Vores øl i hånden?




Nu er det sket igen. Altså ikke at nogen viste nøgenhed i det offentlige rum, men at nogen andre blev sure over det. Denne gang er det net-kampagnen "Speedbandits" der - via Sverige - har gjort nogen så sure så justitsminitser Lene Espersen (K) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har måtte se på sagen. Og herefter slå fast at de synes at det er OK.

Og så blev det forvirrende for lille Jakob. Jeg troede at jeg var totalt for nøgne bryster, men nu jeg er i tvivl. For mig startede historien ellers ganske simpelt: i efteråret jeg fik endnu et link til endnu et sjovt site. Og endnu engang klikkede jeg forbi for liiiige at tjekke om det var sjovt. Og det var det faktisk. Et seriøst tv-indslag fortalte på amerikansk maner om de underligt frigjorte danskere der nu havde topløse bikini-piger til at vifte med vejskilte for at få farten ned. I ugerne efter gik linket verden rundt, og millioner af mennesker over hele jorden har set det, sikkert mange uden at fatte at det er en joke.

Cool, tænkte jeg. Dét er sjovt. Og gad vide om ikke Wonderful Copenhagen elsker at verden endnu engang får bekræftet at frisindet lever i Danmark.

Men så rejste vore naboer sig. Svensken! Dette retfærdige, renlige og systematiske folkefærd der kan bygge internationale koncerner og behandle flygtninge ordentligt. Sør'me om ikke svenske meningsdannere synes af vores ellers så fornuftige "Rådet for Større Færdselssikkerhed" var nogle sexistiske slamberter der fornedre kvinder ved at lade dem vifte patter i reklamefilm. (Ja, ordet "patter" er ikke kønt, men når man har set filmen er det lissom at det passer til stemningen.)

Min refleks-reaktion var den jeg altid bruger når svensken bliver snerpet: I har en kæmpe våbenindustri og bygger atom-kabum-værker så tæt på vores hovedstad at vi kan se gammastrålerne gløde om skorstenene, mens I forbyder livsnydelse og sjov. Klap I, Jönsson! Selvom vi i DK lige har lukket Ungeren og Christiania, så kunne sådanne ideer slet ikke være blevet skabt ovre hos jer, hvor alt hvad der er skævt og lidt farligt er forbudt.

Og her kunne historien slutte, hvis ikke det var for en parallel proces et helt andet sted i mit liv. Den cirka fireårige papdatter har nemlig siden hun fik øjne og øre arbejdet benhårdt på at forvandle sig til en lyserød, glimmerbesat, giftelysten disney-variant af en prinsesse. Og selvom jeg personlig er faldet i fælden et par gange, og er kommet til at give hende et par lyserøde sko eller en glimmer-tyl-blingbling-daisy-dingenot, så har vi generelt i familien ikke ligefrem opfordret stumpen til at blive en ny Mary. Tværtimod. Men har man en småpige tæt på, så kan man bare prøve at se verden gennem hendes øjne: alt legetøj, alle bøger, alt tøj, alle film. ALTING opdeler piger og drenge i lyserød-pyssenyssetøs og lyseblå-friskfyr. Seriøst ALT. Selv i de nye afsnit af Kaj og Andrea går det galt. Nu leger Andrea, den offensivt-pædagogiske fornuftspapegøje der tidligere fremstod med fodformede vinger og klid-frø, satantudemig fin prinsesse. Jamen, er intet helligt mere?

Har du tjekket børnetøjet i H&M? Det er opdelt i en drenge- og pigeafdeling. Hvordan tror du drengenes tøj ser ud? Det er sejt, fuld af lommer og rå detaljer. Og det er lavet af vandafvisende materiale. Og hvad med pigernes? Det er lyserødt bomuld eller andet mudder-sugende, fyldt med pelsværk og perler og frynser og glimmerprints. Ikke det fed valg til legepladsen. Og det er ikke underligt at de små piger (tre-fire år!!!) går pink-prinsesse-bonanza når tøjet, legetøjet, tv'et, nettet og alle andre ikke gør andet end at tvangsfodre dem med tyktflydende, lyserød sirup.

Men hvad fan... i helv... har det med svenskerne og Speedbandits at gøre tænker du måske. Mere end du tror.

For ved du hvad, de har forbudt det derover. Eller i hvert fald noget af det. Forleden lavede danske Tøj & Sko en reklame, hvor man direkte sagde at det lyserøde tøj var til piger og det lyseblå til drenge. Og så sagde svensken sørme "Stoppa, det går inta"! Piger og drenge, og deres mor og far, skal selv have lov at vælge hvilken farve de synes bedst om. Reklamer skal ikke fortælle drenge at der er forkert hvis de elsker lyserød. Og pigerne skal ikke stå stive som en pind på legepladsen i glimmer-pels bare fordi de ikkt tør købe det rigtige tøj.

Og til dig der siger "Jamen, reklamer virker jo ikke særligt meget, børnene kan jo stadig selv bestemme hvad de vil" så er der kun et svar: du kan bide kampspids på at de virker. Ellers ville virksomhederne ikke bruge de gigantiske summer på dem. De måler og vejer hver eneste annonces effekt, og kun dem der virker GODT for lov at fortsætte. Så jo, lortet virker. Især på børn.

Tilbage til Speedbandits. Umiddelbart vil jeg helst tænke på "den danske måde", altså med det som vi opfatter som frisind. Og dermed konstatere - som vores justits- og ligestillingsminister netop har gjort - at så længe det er i en god sags tjeneste (at nedsætte hastigheden) så er ryste-patter ok. Det føles rart at være frisindet. Og det føles ikke rart at være svensker-snerpet.

Men Speedbandits ER altså lige på kanten. For det er jo ikke almindelige piger, som vifter kødet. Almindelig piger har nemlig appelsinhud, lidt for store eller små røve/bryster/ben/næser/maver/læber og andre helt almindelig kropsformer. Nææ, det er selvfølgelig som altid optimalt-skabte modeller dybbet i make-up. Og dermed er speedbandits endnu en giftdråbe i det hav som gør at en fjerdedel af alle unge piger (altså 25 procent, fand'me) har spiseforstyrrelser. Og dermed med stor sandsynlighed min egen papdatter om seks-otte-ti år. Akkurat som hun nu vil være prinsesse fordi det er det eneste hun ser, så vil hun senere være modellækker fordi dét er det eneste hun ser. Det bliver jeg virkelig ked af at tænke på.

Og det er i virkeligheden her at kampen burde forgå: akkurat som vi ikke bør opdele børnene i pink eller blå, bør vi ikke opdele vores køn i "lækkerkrop" eller "ikke-lækker" krop. Et nej til Speedbandits handler ikke om et nej til frisind eller til at være fræk og sexet. For min skyld kan man bruge nøgenskab over alt, og jeg ville personligt gerne tage en tur på Strøget kun iført sandaler og vaffelis hvis det var lovligt. Og jeg ser med andre ord gerne masser af nøgenhed både i det offentlige rum og medierne, også porno. Men så længe vi ikke er i stand til at sikre, at nøgenheden er så realistisk at den ikke gør dele af os selv psykisk syge (de 25 pct. af alle piger), så er jeg desværre på snærpe-holdet. Det piner mig, men det er sandt: jeg synes at Speedbandits burde være blevet i skuffen. I hvert fald rent principielt.

Eller endnu bedre: prøv at forestille dig præcis den samme film, men bare med mere almindelig kvinder. Stadig ren-vaskede og i en fræk bikini, men måske med en lidt bred røv og lidt for korte ben. Måske endda en enkelt kvinde over 35. Eller en ordenlig rødtop med fregner. Ville den version måske ikke være endnu frækkere, netop fordi den virkede realistisk? Det tror jeg. Og den vil jeg til enhver tid ønske at se på nettet. Og den ville også være meget sundere at se for en tøs på 14.

Sex øger lysten til... sex

Det kommer vidst egentligt ikke som et chok, især ikke hvis man har prøvet det modsatte; sex giver lyst til mere sex. Men nu er der videnskabeligt belæg for at mere VIL have mere, også når det gælder erotikken.

Se selv på News in Science.


Mindre sex til unge

Danmarks tredjestørste parti har en mening om sex. Man kunne ellers godt være i tvivl når man tænker på deres andre meninger. Men når man hører hvad deres holdning til sex går ud på, så giver det igen mening. For der skal selvfølgelig være mindre af det. Hvordan kunne det være anderledes? Selvfølgelig går DF ind for mindre sex! ...det modsatte ville have været en ægte nyhed.

DFs Ungdomsformand mener nemlig følgende:

»Vi har seksualundervisning, men vi vil godt lægge vægt på afholdenhed. Det er også vigtigt, når man får en kæreste, at det med at kaste sig ud i sex, det er ikke noget, man bare gør. Der skal være nogle overvejelser bag. I seksualundervisningen skal man nemlig ikke bare forholde sig til det tekniske. Næh, parforhold og sex skal man forbinde med loyalitet og troskab. Det skal man være bedre til at inddrage« (Se artikel her)

Ak-ak. Lad os lige holde os til facts:

1) For det første er seksualundervisningen i skolen aldeles ringe, bl.a. fordi den er "skemaløs", dvs. at den ikke er fast forankret i noget fag eller nogen årgang. Når DF hævder at sexualundervisningen er alt for "teknisk" er det en overdrivelse, for i praksis findes den ofte slet ikke. Og sidste gang nogen prøvede at gøre den "teknisk" blev de censureret: SexStars CD'en var simpelthen for god. (Den handlede forresten en hel del om følelser.)

2) For det andet siger masser af undersøgelser at danske unge er tude-hamrende normale. De tænker sig om og dyrker ikke vild sex i flæng. Det er et medie-vrangbillede som især sensationspressen tjener penge på at holde i live. Overskrifter som "16-årige dyrker vild pornosex" sælger en del bedre end "16-årige dyrker ikke vild pornosex"

Men hvorfor siger DF så sådan? ...Fordi det lyder godt hvis man ikke ved bedre. Hvis DF får held til at skabe et skræmmebillede af seksuelt forfald, ødelagte ungdomsliv og grædende ofre, så fremstår de selv som helte når de kommer med "løsningen". Og løsningen er altså en seksualtpolitik der - indpakket i følelser a la "loyalitet" og "troskab" - propaganderer for afholdenhed. Det er præcis som i gamle dage når præsterne skulle få folk til at underkaste sig Gud. Da var Paradis en glimrende lokkemad. Især fordi man kunne optegne et skrækkeligt mareridts billede af Helvede som alternativ for dem der ikke fulgte Vor Herre.

Som Michael More så tydeligt viser det i "Bowling for Colombine": frygt sælger. Og det ved både Ekstra Baldet og Dansk Folkeparti desværre alt for godt.